Mere nyt fra Borgerforeningen & Samrådet
For et par år siden forespurgte Vadum Borgerforening, om det kunne lade sig gøre at genetablere Banestien som cykelsti mellem Nørresundby og Biersted. Det er netop oplyst, at Aalborg Kommune har fået bevilliget 2 mio. kr. til Vadum Banesti fra Trafikpuljen. Projektet forventes påbegyndt i foråret 2012 og gennemføres over 2 år.
Formålet med projektet, der søges støtte til, er at motivere flere til at cykle, hvorved folkesundheden kan forbedres og miljøpåvirkningerne som følge af reduceret bilkørsel kan mindskes. Projektet vil sætte fokus på cykelturismen i området, herunder brug af cykel i forbindelse med anden form for ferie- og fritid. Banestien er imidlertid også et supplement eller alternativ til de cykelstier, der er langs med Thistedvej og Thisted Landevej, der på hele strækningen er stærkt trafikeret.
Den nedlagte jernbanestrækning mellem Nørresundby og kommunegrænsen til Jammerbugt Kommune er netop en enestående mulighed for at etablere en rekreativ sti gennem et bynært landskab nord for Nørresundby og gennem Vadum med en videre rekreativ forbindelse til Vesterhavet ved Rødhus og Blokhus.
I forhold til projektet forventes der nedsat en interessentgruppe med deltagelse af borgere i byen og Bor- gerforeningen/Samrådet.
Senest opdateret (Onsdag, 11. maj 2011 14:11)













